Rod med søvnen

Vi har været ret heldige med Nicolai og søvn. Han er for det meste nem at putte og kan falde i søvn selv. Han sover også igennem. Enkelte nætter skal vi dog ind og give sutten, og andre nætter går han helt amok, men det er meget meget sjældent.

Den sidste uge har han desværre besluttet sig for, at der ingen grund er til at sove længere end til kl. 5.

Det kan jeg næsten ikke bære, jeg ved faktisk ikke hvordan, jeg kom igennem de første par måneder uden søvn.

Tænk hvis Nicolai normalt ikke var til at få til at sove. Puhhhhhhh... Jeg krydser fingre for alle vores børn bliver som ham angående søvn.

Men i morges kl.5 var jeg altså ved at dø. Så jeg tog chancen. Smed en madras på gulvet og lagde mig ved siden af. Vi lå og holdt i hånd og vupti, Nicolai sov til kl. 7.

Lykke og glæde i det lille hus, lige indtil middagsluren, hvor han tog hævn over jeg havde snydt ham til at sove længe i morges, suk.

Lur, serier, spil eller?!?

Det er lørdag formiddag, Lars er sendt til 30 års fødselsdag med gutterne, og Nicolai er lige blevet lagt ind til hans middagslur.

Ahhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh.................. med den veltilfredse ordlyd!

Nu er mit største problem, som det tit er, hvad vil jeg bruge den næste halvanden til to timer på? Jeg er altid splittet mellem:

• at tage en lur
• se mine ynglings-serier (jeg kan nå ca. to afsnit af de lange serier)
• læse i en bog/blad
• spille spil
• få ordnet noget af alt det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at bruge tid på, men aldrig kan overskue, når jeg har tiden

Måske bortset fra lige at spille spil (som kan være alt fra sims, til travian, til diablo til...), så går jeg ud fra, at de fleste andre jeg kender har samme liste, når deres børn sover til middag. Eller er blevet lagt i seng om aftenen, for den sags skyld.

Problemet er jo at vælge hvad jeg helst vil nu og her, og så nyde det. Det gad jeg godt at blive bedre til!

Tror at det i dag bliver lidt sims og lidt serie ;-)

Barn syg, hvem bliver hjemme??? Nu med øjenbetændelse!

Der skete to ting i morges, der ændrede min dags forløb.

Først startede Nicolai med at græde 5 min før vækkeuret ringede. Men egentlig skal jeg op en halv time før ham, så det var lidt for tidligt.

Da jeg så går ind for at tage ham op, er hans ene øje helt opsvulmet, og der er indtørret betændelse på hans kind. Ja, velkommen Mr. øjenbetændelse, jeg havde ventet dig, men ikke allerede!

Heldigvis var Lars stadig hjemme, så jeg kalder ham ind til øjen-inspektion. Da alvoren går op for Lars, vender han blikket mod mig, og jeg kan genkende, det opgivende og beregnende blik, han sender mig.

Hvem skal blive hjemme?

Den evige sygediskussion. Vi tænker begge det samme. Jeg kan ikke blive hjemme i dag fordi... bla bla bla...

Men allerede inden ordvekslingen starter, har vi afsluttet den. Bare ved at stirre ondt på hinanden.

Jeg "vandt" arbejdstjansen og Lars "tabte". Hvis man altså anser, at blive hjemme en hel dag med "kun lidt snask i øjet"- hyggetumling for at tabe....

Kender I også den dårlige samvittighed overfor arbejdspladsen kontra dårlig samvittighed overfor barn?

Det der med legetøj i stuen...

Det er sjovt, som man har nogle ideer, inden man får børn..

Jeg fortalte i hvert fald til alle, der gad høre på det (bortset fra veninder med børn), at jeg ikke forstod, hvorfor de havde et legetøjs hjørne i stuen.

En stue er jo for de voksne. Selvfølgelig må der gerne leges og tages legetøj med derind, men det skal absolut ikke have en fast plads. Sådan var det nemlig, da jeg var barn.

Gæt hvad der er i min stue?

Ja, legetøj og en stor kravlegård og ting der larmer.

Jeg bilder mig selv ind, at det jo er fordi det er praktisk indtil at børnene bliver lidt ældre, men så skal det også væk!

Jeg føler mig som i starten af 20'erne når... jeg er hos frisøren!

Der er tider, hvor jeg stadig føler mig som da jeg var starten af 20’erne, på godt og ondt. Men nok mest af det onde.

En af de gange var i dag, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at komme til frisør igen (efter over 6 måneders fravær). Faktisk startede det ikke så godt. Jeg blev ringet op af en kollega til den frisør, jeg havde bestilt tid hos. Frisøren var blevet indlagt med dobbeltsidet lungebetændelse, det kan jo ske (og god bedring til hende). De kunne desværre ikke tilbyde mig en ny tid i dag, så jeg besluttede mig for at ringe til en anden frisørsalon, hvor jeg er blevet klippet før.  Denne salon er bare lidt dyrere end det andet sted. Men kender I det, når det skal være, så skal det sgu også være!

Den anden salon havde tid, så jeg tog af sted og blev budt velkommen med tilbud om hoved- og nakke massage. ”Øh, hvad koster det?” spurgte jeg lidt bøvet og overrumplet. ”Det er gratis.” sagde pigen (der nok var i starten af 20’erne, hvis ikke yngre). Så jeg fik stammet ja tak, men det var lidt underligt, jeg var der jo for at blive klippet. Heldigvis bad hun mig om at lukke øjnene, så vi ikke behøvede at stirre på hinanden i spejlet og small talke. Bagefter skulle hun vaske mit hår, og nu kunne jeg desværre ikke holde øjnene lukkede mere. I stedet kom jeg til at tænke på, at der bare er nogle ting, der bliver ved med at føles lige akavede. Da jeg var 20 og sad i samme frisørstol, havde jeg det på nøjagtig samme måde! Det ændrer sig nok aldrig.

Er jeg den eneste, der synes det er så akavet at gå til frisør?

Det endte heldigvis godt, og jeg blev da klippet J